Tilbage til analyseoversigten

Ældre drikker mest vin til aftensmaden

23. maj 2016
Langt flere ældre over 55 år drikker vin til aftensmaden end de yngre generationer. Hver fjerde mellem 55 og 74 år drikker vin til maden på en gennemsnitlig dag. Flest flasker bliver der trukket op nord for København.

Flest flasker nord for København

Borgere nord for København drikker 40% mere vin til aftensmaden end den gennemsnitlige dansker. Det gør København Nord til det sted i Danmark, hvor der oftest åbnes en flaske vin til maden. Østjyderne og københavnerne ligger i den anden ende af skalaen. De drikker nemlig 12% mindre vin til maden end gennemsnittet.

Tallene er indekserede og viser, at de nord for København drikker 40% mere vin til aftensmaden end den gennemsnitlige dansker. Jyderne og københavnerne holder mest igen. 

Vin til den ældre årgang

De ældre over 55 år ligger langt foran, når det gælder vin til aftensmaden. Hver fjerde dansker på 55-74 år (25%) drikker vin til maden på en gennemsnitlig dag. Blandt de unge på 15-34 år er det kun én ud af 17, mens det samme gælder for cirka hver syvende i alderen 35-54 år.

Hver fjerde dansker på 55-74 år drikker vin til aftensmaden på en gennemsnitlig dag.

Vin til lørdagskyllingen

Mere end hver femte (22%) drikker vin til maden lørdag aften. Det gør lørdag til den dag, hvor flest åbner en flaske. Faktisk ligger forbruget lørdag 52% højere end på en gennemsnitlig dag. Mandag og tirsdag er de tørreste dage på ugen, hvor kun halvt så mange drikker et glas vin til maden.

Hver femte drikker vin til maden lørdag aften.

Uddannelse og løn

Danskere med høje lønninger og lang uddannelse drikker mere vin til aftensmaden end resten af befolkningen. Knap hver femte med en høj indkomst (19%) drikker vin til aftensmaden på en gennemsnitlig dag, mens kun hver tiende (10%) med en lav indkomst gør det samme. Samme billede gør sig gældende, når man ser på uddannelsesniveauet.
  • Vidste du, at:

    Saften fra vindruer er farveløs. Derfor bruger man skrællen af blå druer til at give vinen farve, når man laver rødvin. Det betyder også, at man kan lave hvidvin af både blå og grønne vindruer, når bare man ikke bruger skrællen.

  • Fakta og yderligere oplysninger

    Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres og som p.t. indeholder mere end 1 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266