Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
30 91 92 66 Lars.Aarup@coop.dk

Koldskål følger temperaturen

Appetitten på koldskål begynder med solens stråler, eksploderer i juni og juli for derefter at falde brat. Koldskål er særlig populært blandt børnefamilier.

Nok af koldskål i august

Hvert år i maj stryger danskernes lyst til koldskål i vejret og topper efterfølgende i juni og juli, hvor der på en vilkårlig aften er koldskål på bordet hos to ud af 100 danskere. I august lader det dog til, at danskerne er mætte af kærnemælk og vanilje, for selvom efterårsmånederne byder på temperaturer på højde med maj, juni og juli, så falder forbruget af koldskål hvert år i august med mindst 50%.

Indtaget af koldskål sammenholdt med temperaturer i Danmark
Indtaget af koldskål sammenholdt med temperaturer i Danmark

Grafen viser sammenhængen mellem danskernes indtag af koldskål og temperaturerne i Danmark i perioden januar 2009 til juni 2019.

Koldskål et hit hos børnefamilier

Koldskål er især populært blandt børnefamilier, som i gennemsnit får koldskål 50% oftere end familier uden børn. Undersøgelsen viser også, at kvinder er lidt mere til koldskål end mænd. Hver gang fem mænd spiser koldskål, gør seks kvinder det samme.

Koldskål topper først halvdel af ugen

Danskerne får markant mere koldskål mandag, onsdag og især torsdag end fredag, lørdag og søndag. Lavest er forbruget fredag, hvor danskerne spiser 22% mindre koldskål end på en helt almindelig torsdag.

Koldskål fordelt på ugedage

Tallene er indekserede og viser, at der torsdag bliver spist 11% mere koldskål end ugegennemsnitligt, mens indtaget fredag ligger 11% under.

Om undersøgelsen

Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 1. mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år. Data om temperaturerne i Danmark stammer fra DMI.