Tilbage til analyseoversigten

Berigede fødevarer er svære at gennemskue

27. juni 2011
Tilsatte vitaminer og mineraler er generelt ikke i høj kurs, når danskerne skal sætte tænderne i madvarer. Tre ud af fire mener, at berigede fødevarer vil gøre det svært at gennemskue, hvad kosten reelt indeholder.

Manglende stillingtagen

To ud af fem tror ikke, at berigede fødevarer reducerer risikoen for farlige sygdomme
Mere end to ud af fem danskere (42 pct.) mener ikke, at berigede fødevarer vil mindske risikoen for, at de rammes af farlige sygdomme. Hver ottende (13 pct.) er derimod enige i, at risikoen for farlige sygdomme reduceres, hvis man spiser fødevarer tilsat vitaminer eller mineraler. Hver femte dansker har dog ikke umiddelbart taget særlig stilling til tilsætning af vitaminer eller mineraler til fødevarer.

Mænd er mere for berigelse end kvinder

En ud af tre mænd vil have saftevand med multivitamin
Generelt er kvinder mere modstandere af berigel-se af fødevarer end mænd. Fx synes hver sjette mand, at det skal være tilladt at berige kager med op til 15 slags vitaminer. Det er mere end dobbelt så mange mænd som kvinder. Hver tredje mand (32 pct.) synes, det er i orden at tilsætte saftevand multivitamin. Det synes kun hver femte kvinde (21 pct.).

Undtagelsen til berigelsen

Producenter må ikke lovprise de berigede produkter
Nogle fødevarer, mener danskerne dog, det er i orden at berige. Næsten ni ud af ti (88 pct.) synes, at det er i orden at tilsætte salt jod, mens seks ud af ti (60 pct.) synes, det er i orden at tilsætte mejeriprodukter, fx Kærgården, D-vitamin. Men producenterne må ifølge danskerne ikke skrive hvad som helst på emballagen. Mere end otte ud af ti (84 pct.) synes, at en juiceproducent skal have lov at skrive ”Tilsat D-vitamin”, mens mindre end hver tiende synes det skal være tilladt at skrive fx ”Tilsat D-vitamin, der styrker dit helbred”.

Det usunde skal ikke beriges

Krydderier må gerne tilsættes mineraler
Danskerne er ikke interesserede i, at fødevarer som kager og vingummi skal tilsættes mineraler eller vitaminer. Mens to ud af fem (42 pct.) synes, det skal være tilladt at tilsætte mineraler til krydderier, synes kun hver tiende, det skal være tilladt at tilsætte kager og vingummi vitaminer.

Uenighed om effekt af berigelse

Knap hver tiende tror, at berigelse vil forværre den generelle sundhedstilstand
Danskerne er meget uenige om, hvorvidt berigelse af fødevarer med vitaminer, mineraler og bakterier vil gavne befolkningens generelle sundhedstilstand. Knap hver tredje (31 pct.) mener, at den generelle sundhedstilstand vil forbedres, mens en anden tredjedel (34 pct.) ikke tror, at det vil gøre nogen forskel for den generelle sundhedstilstand. Mere end hver fjerde (27 pct.) ved det ikke.

Berigelse kan snyde danskerne

Hver tredje tror godt, de kan gennemskue, om maden er sund
Knap halvdelen af danskerne er enige i udsagnet ”Berigede fødevarer får danskerne til at tro, at usund mad er lødig mad”, mens en tredjedel (33 pct.) har tiltro til, at danskerne godt kan gennemskue, hvad der er sundt og usundt. Ni pct. tror, at berigelse af fødevarer vil forværre den generelle sundhedstilstand.
  • Vidste du, at:

    Siden 2000 har det været obligatorisk at tilsætte jod til husholdningssalt og det salt, der tilsættes brød og almindeligt bagværk. Berigelsen af salt med jod blev indført, fordi undersøgelser viste store forekomster af struma og forstørret skjoldbruskkirtel i den danske befolkning, som var udtryk for, at jodindtaget var for lavt. (Kilde.: www.foedevarestyrelsen.dk)

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.954 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 15-16, 2009. Respondenterne er vægtet på alder, køn og geografi, og undersøgelsen kan betragtes som repræsentativ for den danske befolkning i aldersgruppen 15-74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266