Tilbage til analyseoversigten

Frikadellen på retur

18. september 2012
Frikadellen er fortsat en udbredt klassiker på aftenbordet i Danmark, dog er tendensen, at de stegte kødbollers popularitet er faldende. Især yngre kvinder vælger frikadellerne fra.

Frikadellen er en ret på retræte

Danskernes forbrug af frikadeller falder. På tre år er der blevet 20 procent færre frikadeller på de danske aftenborde. For selvom forbruget af frikadeller svinger en del fra måned til måned, er der en markant nedadgående tendens at spore i danskernes appetit på den stegte fars. F.eks. spiste 1 ud af 22 frikadeller til aftensmad på en vilkårlig januardag i 2009, mens det tilsvarende tal i januar 2012 var 1 ud af 28. Dvs. hvor en gennemsnitlig dansker cirka spiste frikadeller hver tredje uge i starten af 2009, gik der i starten af 2012 næsten en måned imellem, at der kom frikadeller på bordet.

Yngre kvinder vælger dellerne fra

Det er især yngre kvinder under 28 år, der fravælger frikadeller til aftensmad. To ud af fem kvinder i denne aldersgruppe fortæller, at de spiser frikadeller sjældnere nu end for to år siden.

”Jeg spiser sjældnere frikadeller nu end for to år siden”. Dette svarer hele 40 procent af kvinder under 28 ”ja” til.

Byboer: Frikadeller er besværlige

Borgerne i de større danske byer har en tendens til at finde frikadeller besværlige at lave, mens folk på landet har en tendens til at være helt uenige i den påstand. Også de ældre over 54 år har også en tendens til at være uenige i at frikadeller skulle være besværlige, modsat de unge under 35, der i højere grad mener, at frikadeller er besværlige.

Gammeldags frikadeller

Selvom forbruget af frikadeller er faldende, er der ikke et stort flertal af danskerne, der finder dem gammeldags. Næsten halvdelen af danskerne er nemlig helt eller delvist uenige i, at frikadeller er gammeldags.

”Frikadeller er gammeldags”. Blot 10 procent af danskerne er helt enige i dette. 

Vestjyder er mest til deller

Den egn i Danmark, hvor der hyppigst bliver serveret frikadeller til aftensmad, er Vestjylland, hvor befolkningen spiser 13 pct. flere frikadeller ved aftenbordet end landsgennemsnittet. Næsten omvendt forholder det sig i København. Københavnerne spiser nemlig 17 pct. mindre frikadeller ved aftenmåltidet end landsgennemsnittet.

Frikadellerne ryger ud med ungerne

Når børnene flyver fra reden, sker det ikke sjældent, at frikadellerne forsvinder fra husets menukort. Både hos forældre og i børnenes nye hjem falder forbruget af frikadeller nemlig ofte, når sønner og døtre flytter hjemmefra. Ud af de respondenter, der oplyser, hvorfor de spiser færre frikadeller end for to år siden, er grunden i 15 procent af tilfældene, at de selv - eller deres børn – er flyttet hjemmefra.

Frikadellen er hverdagsmad

Frikadellen er mere til hverdag end fest. Næsten tre ud af fire danskere er helt eller delvist enige i, at frikadeller er hverdagsmad. Blot 4 procent er direkte uenige i, at frikadeller skulle være hverdagsmad.

Danskerne hælder klart til den opfattelse, at frikadeller primært kommer på bordet på en almindelig hverdag.

Ældre spiser ofte frikadeller

Der er stor sammenhæng mellem appetitten på frikadeller og folks alder. For danskerne i alderne 55-74 år står menueen dobbelt så ofte på frikadeller som hos de unge dansker i alderen 15-34 år.

Danskere i alderen 55-74 år spiser 31 pct. oftere frikadeller end resten af befolkningen (indekserede tal).

  • Vidste du, at:

  • Fakta og yderligere oplysninger

    Formålet med denne survey er at afdække danskernes holdninger til og forbrug af frikadeller. Undersøgelsen omfatter 1025 respondenter. Den er gennemført i uge 35, 2012

    Respondenterne er vægtet på alder, køn og geografi. Undersøgelsen er repræsentativ i forhold til Danmarks befolkning 15-74 år. Derudover trækker den på data fra Coops mad-O-meter.

Lars Aarup

Analysechef
30919266