Tilbage til analyseoversigten

Grisen er også gæstemad

23. juni 2011
Danskerne er glade for gris – også når de har givet gæstebud. Særligt danskere i de mindre byer er glad for gris på gaflen. Og så er der bred enighed om, at fars er en herlig spise.

Gris som gæstemad

Oksekød er danskernes foretrukne gæstekød
Mere end hver fjerde dansker (26 pct.) serverede en hovedret med svin, sidst de havde middagsgæster. Det gør grisen til det næstmest serverede stykke kød i Danmark kun overgået af okse/kalvekødet, som to ud af fem (39 pct.) serverede for det seneste hold gæster.

Kvinder er til fisk, mænd til okse

Hver tiende mand serverede fisk sidst, der var gæster til middag
Kvinder serverer oftere fisk end mænd. Cirka hver sjette kvinde (16 pct.) svarer i undersøgelsen, at der indgik fisk i hovedretten, sidst de havde gæster. Det samme svarer hver tiende mand (10 pct.). Mænd serverer til gengæld hellere rødt kød. 43 pct. af mændene serverede oksekød, sidst de havde gæster, mens 35 pct. kvinder gjorde det samme.

Indkomst, uddannelse og middagsgæster

Dem med lav personlig indkomst serverer mere fisk
Hver femte (19 pct.) med lav personlig indkomst svarer i undersøgelsen, at der indgik fisk i hovedretten sidst, de havde gæster. Kun hver tiende blandt dem med mellem og høj personlig indkomst svarer det samme. De serverer til gengæld mere okse/kalv, end dem med lav personlig indkomst. Og så er der en tendens til, at dem med en kortere uddannelse serverer mere svin for gæsterne. Mens knap hver tredje (30 pct.) med kort uddannelse tilberedte svin, sidst de havde gæster, gjorde kun 18 pct. af de højtuddannede det samme.

Geografi og gæstegris

42 pct. af vestjyderne serverede svinekød sidst, de havde gæster
Undersøgelsen viser, at svin til middagsgæster tilsyneladende er mere populært i de mindre byer. I storbyer med 100.000 indbyggere eller flere svarer 15 pct., at der indgik svin i middagen, sidst de havde gæster. Det samme gælder for mere end hver tredje i byer med færre end 50.000 indbyggere. I København serverede 12 pct. svin, sidst de havde gæster. Det samme gjorde mere end to ud af fem af vestjyderne (42 pct.) og cirka hver tredje på Fyn (30 pct.), Sydjylland (32 pct.) og Nordjylland (34 pct.)

Grisen skal hakkes

Hver fjerde spiste fars af gris sidste gang, menuen stod på gris
Hver fjerde (25 pct.) svarer i undersøgelsen, at der var tale om fars, sidst de fik svinekød. Svinemørbrad kommer ind på en andenplads. Mindst populær er indmad som hjerte og lever. Og så er de unge og midaldrende tilsyneladende mere til pølser end de ældre. 17 pct. af de 15-34-årige og 13 pct. af de 35-54-årige svarer, at de spiste pølser, sidste gang der var gris på menuen. Kun seks pct. af de ældre svarer det samme.
  • Vidste du, at:

    Den danske svinebestand var 1. juli 2010 12,5 millioner svin. Det er 92.000 flere svin end samme tid året før (Kilde: Danmarks Statistik).

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.003 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 43, 2010. Respondenterne er vægtet på alder, køn og geografi, og undersøgelsen kan betragtes som repræsentativ for den danske befolkning i aldersgruppen 15-74 år.