Tilbage til analyseoversigten

Hver fjerde har piller med i tasken

13. januar 2012
Ni ud af ti har piller derhjemme, og hver fjerde har smertestillende håndkøbsmedicin med sig, når de går hjemmefra. Men vi tager kun piller, når vi vurderer det nødvendigt.

Ni ud af ti har piller derhjemme

Ni ud af ti (91 pct.) svarer, at de har smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Albyl, Ipren eller lignende) derhjemme. Pillerne køber de fleste på apoteket (87 pct.), mens hver tiende (ni pct.) henter dem i supermarkedet.

"Har du/I smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Albyl, Ipren eller lign) i husstanden?" Det svarer ni ud af ti "ja" til.

Piller med i tasken

Hver fjerde dansker (27 pct.) har smertestillende håndkøbsmedicin med sig i løbet af en almindelig dag. Det gælder særligt kvinder, hvor én ud af tre (37 pct.) har piller med i tasken. Det samme gælder for knap hver femte mand (18 pct.). At have smertestillende håndkøbsmedicin med sig er i øvrigt mere udbredt blandt de 35-54-årige (31 pct.) og 55-74-årige (29 pct.) end blandt de 15-34-årige (20 pct.).

"Har du smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Albyl, Ipren, Treo eller lign.) med dig i løbet af en almindelig dag?" Det svarer særligt kvinder "ja" til.

Smerter inden for de seneste to uger?

Mere end to ud af fem danskere (45 pct.) har taget smertestillende håndkøbsmedicin inden for de seneste 14 dage. Det gælder særligt kvinderne, hvor hver anden (50 pct.) har taget smertestillende, mens kun to ud af fem mænd (40 pct.) svarer det samme.

"Har du inden for de seneste 14 dage taget smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Albyl, Ipren, Treo eller lign.)?" Det har mere end to ud af fem danskere.

Én ud af ti tager minimum en pille om ugen

Mere end hver tiende (14 pct.) tager smertestillende håndkøbsmedicin minimum én dag om ugen. Det gælder for lidt flere kvinder (16 pct.) end mænd (11 pct.).Mere end hver anden voksne dansker (53 pct.) snupper en pille sjældnere end en dag om måneden.

"Hvor ofte tager du smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Albyl, Ipren, Treo eller lign.)?" Halvdelen af danskerne snupper en pille sjældnere end en dag om måneden.

Vi tager kun piller, når det er nødvendigt

Fire ud af fem (83 pct.) svarer, at de er mest enig i udsagnet ”Jeg accepterer en vis smerte og tager kun smertestillende håndkøbsmedicin, når det er absolut nødvendigt.” Mere end hver tiende erklærer sig mest enig i udsagnet ”Jeg vil ikke have smerter og tager gerne smertestillende håndkøbsmedicin, for at undgå smerter.”

"Hvilke af følgende to udsagn er du mest enig i?" Vi snupper kun piller, når det er nødvendigt.

Vi har det egentlig meget godt

Hver 10. dansker vurderer deres nuværende sundhedstilstand som ”virkelig god”, mens hver anden (53 pct.) mener, den er ”god”. Én ud af tyve vurderer deres sundhedstilstand som værende ”dårlig”.

"Hvorledes vil du vurdere din nuværende helbredstilstand i almindelighed?" Knap en ud af tre vurderer den til "nogenlunde".

  • Vidste du, at:

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.008 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 24, 2011. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne kan betragtes som repræsentative for den danske befolkning 15-74 år.