Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
30 91 92 66 Lars.Aarup@coop.dk

4 ud af ti har fjernsynet med til bords

I mere end fire ud af ti husstande er det helt almindeligt, at TV’et deltager i aftensmåltidet. Smartphones er til gengæld kun velkomne under morgenmåltidet.

TV’et er mindst tændt blandt småbørnsfamilier

Det er særligt i singlehusstande, at TV’et bliver tændt under måltiderne, ikke mindst aftensmåltidet. På hverdage ser to ud af tre singler TV, mens de spiser aftensmad. Det betyder dog ikke, at fjernsynet er bandlyst i husstande med flere medlemmer. 32% af familier med børn over 10 år har TV’et tændt under aftensmåltidet på hverdage, mens tallet er lavest for familier med yngre børn.

Morgenmaden er dagens mediemåltid

Mange bruger morgenmåltidet til at blive koblet på verden, og derfor er medier en fast del af morgenritualet. Måltidet er til gengæld ikke et socialt samlingspunkt på samme måde som aftensmaden – kun 26% fører en samtale under morgenmåltidet. Forbruget af medier er spredt på forskellige typer under morgenmaden – radio, aviser, TV, tablets og smartphones er alle velkomne ved morgenbordet. Mens de ældre hører radio, er de yngre mere til tablets og smartphones.

Om undersøgelsen

Konklusionerne stammer fra Coop Analyses udgivelse "Danskernes Madvaner 2016", som du kan læse i fuld længde her.