Tilbage til analyseoversigten

Morgenstund har gryn i mund

27. juni 2011
Danskerne er glade for havregryn, og især de unge og østjyderne spiser de gyldne gryn til morgenmad. Fælles for alle danskere er, at havregryn er hverdagskost og ikke til weekendforkælelse. Skal der mælk på, skal det være skummet- eller minimælk

Østjyderne er glade for gryn

Flere gryn i Østjylland end på Fyn og Sjælland
Når morgenmaden skal på bordet, finder man oftere havregrynene i skålene hos øst-jyderne end hos fynboerne og sjællænderne, viser tal fra FDB Analyse. Hver femte østjyde (20,1pct.) spiser gryn til morgen, mens det på Fyn kun drejer sig om 17,2 pct. og på Sjælland om 16,5 pct.

Økologiske gryn er populære

Flest højtuddannede er til gryn
Næsten halvdelen af havregrynsspiserne (44 pct.) vælger bevidst økologiske gryn, mens 14 pct. siger, at de ikke foretrækker øko-varianterne. Hangen til økologi afhænger i øvrigt af uddannelsesniveau. Således foretrækker over halvdelen (57 pct.) af de højt uddannede Ø-mærkede gryn, mens det samme kun gælder for 33 pct. af de lavt uddannede, viser undersøgelsen. Generelt spiser flere højtuddannede havregryn (21,9 pct.) end de lavt uddannede, hvor kun 15,8 pct. spiser gryn.

Minimælk hitter

Flest foretrækker minimælk til deres gryn
Tre ud af fire (73 pct.) foretrækker deres havregryn med mælk på – og som oftest minimælk (41 pct.) eller skummetmælk (31 pct.). Derimod er sødmælk efterhånden fejet af bordet – blot seks pct. foretrækker den mere fedtholdige variant. Knap hver femte (19 pct.) forarbejder i dag deres havregryn til grød.

Havregryn er hverdagsmad

Havregryn er ikke weekendkost
Når grynene skal ned, sker det i hverdagene. Hvor cirke hver ottende spiser havregryn lørdag morgen (13.4 pct.), er det næsten hver femte, der indtager de gyldne gryn tirsdag (20,6 pct.) og onsdag (20,9 pct.).

Skal det være groft eller fint?

Danskerne er delt mellem fint og groft valsede havregryn
Fint skal det være, mener knap fire ud af 10 (37 pct.), mens næsten lige så mange - 32 pct. - foretrækker grovvalsede gryn. Og jo ældre vi bliver, desto flere vælger den grove variant. Således foretrækker næsten halvdelen (46 pct.) mellem 55 og 74 år grove gryn, mens det samme kun gælder hver femte (21 pct.) af de unge under 35.

De yngre er mere til gryn

De ældre vil ikke have havregryn om morgenen
Jo yngre danskerne er, jo flere havregryn spiser de. Mens mere end hver femte dansker (20,5 pct.) mellem 15-34 år spiser havregryn på en gennemsnitsdag, gælder det samme kun for hver sjette (16,5 pct.) af de 35-54-årige og lidt over hver syvende (13,7 pct.) af de 55-74-årige.

Flere gryn i fremtiden

Kvinder vil have flere gryn
Næsten hver tredje (29 pct.) vil gerne spise flere havregryn, end de gør i dag. Flertallet – 53 pct. – svarer nej tak. Flere kvinder (33 pct.) end mænd (24 pct.) har ambitioner om en mere grynet fremtid.
  • Vidste du, at:

    Havre blev anvendt som hestefoder i århundreder, inden vi omkring år 1900 begyndte at valse kornsorten, så den kunne koges til grød. I dag foretrækker mange dog den rå version – med mælk og eventuelt også sukker på.

  • Fakta og yderligere oplysninger

    Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 300.000 måltider. Supplerende oplysninger baseres på en survey med 1.051 respondenter, der blev gennemført i uge 45, 2009. Respondenterne er vægtet på alder, køn og geografi, og undersøgelsen kan betragtes som repræsentativ for den danske befolkning i aldersgruppen 15-74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266