Tilbage til analyseoversigten

Søndag er store æggedag

25. maj 2016
Næsten tre gange så mange spiser æg til morgenmad i weekenden som på hverdage. Særligt ældre, højtuddannede og ikke mindst dem, der bor i og nord for København sætter æg til livs under dagens første måltid.

Mest morgenæg i og nord for hovedstaden

Ingen når københavnerne og særligt dem, der bor nord for hovedstaden, når det gælder æg til morgenmad. Nord for København sætter man 38% mere æg til livs under morgenmaden end den gennemsnitlige dansker, mens københavnerne ligger 22% over gennemsnittet. Nordjyderne deler ikke i samme grad ægge-begejstringen og serverer 14% færre æg. Det gør region Nordjylland til den region i Danmark, hvor der spises færrest æg under dagens første måltid.

I og nord for København spiser de markant mere æg til morgenmad end den gennemsnitlige dansker. Mindst æg til morgenmad bliver der serveret i Nordjylland. Tallene er indekserede.

Æg om morgenen topper i weekenden

Knap tre gange så mange danskere spiser æg til morgenmad i weekenden som i hverdagene. Søndag er den dag på ugen, hvor flest danskere slår hul på et æg, mens mandag har bundrekord. Mens knap hver tiende dansker spiser æg søndag, gør kun en ud af 25 det samme mandag morgen.

Ti procent danskere spiser æg til morgenmad søndag. Kun knap 4% gør det samme på hverdage.

Æg om morgenen stiger med alderen

Jo højere alder, jo flere æg om morgenen. De ældre på 55-74 år spiser oftere æg om morgenen end både de 15-34-årige og de 35-54-årige. Gennemsnitligt spiser 6% æg på en helt almindelig dag.

Markant flere ældre end yngre spiser æg til morgenmad.

Uddannelse og æg

Jo længere uddannelse, man har, jo oftere spiser man æg. Hele 25% flere højtuddannede end kortuddannede spiser æg på en gennemsnitlig dag.

6,4% af danskere med en høj uddannelse spiser æg til morgenmad på en vilkårlig dag.

  • Vidste du, at:

    Æggehviden i et æg indeholder protein, men ingen fedt eller kulhydrat, mens æggeblommen både indeholder protein og vitaminer samt en del fedt. Et helt æg indeholder knap syv gram fedt.

  • Fakta og yderligere oplysninger

    Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres og som p.t. indeholder mere end 1 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266