Tilbage til analyseoversigten

Solcreme – mest for unge, kvinder og københavnere

27. juni 2011
Der er stor forskel på, hvordan danskerne beskytter sig mod solen. Samlet set havde seks ud af 10 danskere brugt solcreme i løbet af første halvår 2009. Unge er flittigere til at beskytte sig mod solen end ældre – det samme er kvinder i forhold til mænd. Og så gør københavnere mere ud af beskyttelsen end særligt fynboere.

De unge er bedre til at beskytte sig

Flere unge smører sig mod solen
72 pct. af de unge under 35 år har brugt en eller anden form for solbeskyttelse, mens det samme kun gælder 46 pct. af danskerne på 55 år eller derover, viser undersøgelsen. Og hvor 28 pct. af kvinderne svarer, at de ikke har brugt solcreme, gælder det samme hele 47 pct. af mændene. Desuden læser 44 pct. af kvinderne også doseringsvejledningen – det gør blot hver fjerde mand.

Også regionale forskelle

Københavnerne er flittigst med solcremen
Forskellen i holdning til solcreme går ikke kun igen på tværs af køn og alder –den findes også geografisk. Således brugte tre ud af fire københavnere (76 pct.) solcreme i første halvdel af 2009, mens det samme gjaldt blot 51 pct. af fynboerne og 50 pct. af sjællænderne.

Solcremen sejrer

Det store flertal foretrækker creme
Når danskerne skal vælge mellem solbeskyttelsesmidler, er solcremen den sikre vinder. Den har otte ud af 10 solbeskyttere valgt (81 pct.), mens 18 pct. foretrækker spray, viser undersøgelsen.
  • Vidste du, at:

    Cirka hver tredje dansker har en lys hudtype, der øger risikoen for solskoldning og dermed hudkræft. Når vi bliver brune i solen, skyldes det, at huden danner sin egen solbeskyttelse i form af stoffet melanin. Mængden og hastigheden er individuel, derfor bliver vi ikke brune lige hurtigt. (Kilde: netdoktor.dk)

  • Fakta og yderligere oplysninger

    949 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 30, 2009. Respondenterne er vægtet på alder, køn og geografi, og undersøgelsen kan betragtes som repræsentativ for den danske befolkning i aldersgruppen 15-74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266