Tilbage til analyseoversigten

Sushi er (stadig) mest et københavnerfænomen

27. april 2016
Københavnerne spiser næsten seks gange så meget sushi som vestjyderne, de unge er mere til sushi end de ældre. Og så stiger indtaget af sushi betragteligt med uddannelsesniveauet og indkomst.

Mest sushi i København

Sushi er fortsat et københavner-fænomen. Mens københavnerne spiser næsten halvanden gang så meget sushi som den gennemsnitlige dansker, ligger Jylland, Fyn og region Sjælland og øerne markant under. En københavner spiser næsten seks gange så ofte sushi som en vestjyde. Men selvom sushi foreløbig hovedsageligt bliver spist i og lige uden for København, så er sushi som aftensmad i vækst over hele Danmark og breder sig særligt i Jylland. På en gennemsnitlig dag spiser cirka én ud af 200 danskere sushi (0,5%).

Københavnerne spiser langt mere sushi end nogle andre danskere. Tallene er indekserede og viser, at københavnerne spiser 128% mere sushi end den gennemsnitlige dansker, mens en vestjyde spiser 53% mindre end det danske gennemsnit.

Unge er mest til pindemad

Der er ingen tvivl om, at sushi har slået mest igennem blandt de unge. Faktisk spiser de 15-34-årige en halv gang mere sushi end de 35-54-årige og ikke mindre end fire gange så meget som dem, der har rundet 55 år. Undersøgelsen viser også, at kvinder markant oftere end mænd spiser sushi og at det er mad, der egner sig særlig godt til fredag og lørdag, hvor dobbelt så mange sætter tænderne i en Nigiri.

De unge spiser markant mere sushi end de ældre.

Uddannelse og indkomst

Jo højere uddannelse du har, jo mere sushi spiser du. Dem med en lang uddannelse spiser dobbelt så meget sushi som dem med en kort uddannelse. Tilsvarende er der en tendens til, at de højtlønnede spiser mere sushi end både de mellem- og lavtlønnede.

De højtuddannede spiser dobbelt så meget sushi som dem med kort uddannelse.

  • Vidste du, at:

    I mange vestlige lande er ordet sushi blevet synonymt med rå fisk, men den japanske betydning af ordet er i virkeligheden kombinationen af ris og riseddike (kilde: wikipedia.org)

  • Fakta og yderligere oplysninger

    Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres og som p.t. indeholder mere end 1 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.

Lars Aarup

Analysechef
30919266