Tilbage til analyseoversigten

To ud af fem børn er med i køkkenet ugentligt

22. juni 2011
Hvert tiende danske barn har en fast maddag. Piger hjælper mere med til madlavningen. Og så vil hver femte forælder allerhelst lave maden selv – uden børn

Pigerne er mere med i køkkenet

44 pct. af danske børn er med til at lave mad en gang om ugen eller oftere. Og pigerne er flittigere gæster i køkkenet end drengene, i hvert fald når det kommer til madlavning. Mens 50 pct. af pigerne er med i køkkenet en gang om ugen eller oftere, gælder det samme kun for en tredjedel af drengene (37 pct.). Kun ni pct. af danske børn har en fast maddag.

Køkkenaktiviteter

Når børnene er med i køkkenet, står de mest for at røre i gryder og skære ingredienser ud. Det gør henholdsvis 66 og 63 pct. af børnene. Kun lidt mere end hver fjerde (28 pct.) er med til at smage maden til, mens 44 pct. er med til at beslutte, hvilken ret der skal serveres. Markant flere piger end drenge skræller kartofler og skærer ingredienser ud, ligesom de oftere står klar med skeen og smager maden til.

Børn gider ikke lave mad - siger forældrene

Når børnene ikke er med i køkkenet, skyldes det – ifølge forældrene – særligt, at børnene ikke har lyst eller gider. Det svarer næsten hver anden forælder (48 pct.). Den næstmest brugte begrundelse er, at det er for tidskrævende at have børnene med i køkkenet. Det svarer mere end hver fjerde forælder (26 pct.). Hver femte (19 pct.) indrømmer, at de hellere selv vil gøre det.

Tilfredshed med børns interesse for mad

Vi forældre er godt tilfredse med børnenes interesse for at lave mad. Hver anden forælder svarer, at de er enten tilfredse eller meget tilfredse (52 pct.). Mere end hver tredje (36 pct.) er hverken tilfreds eller utilfreds. Der er en tendens til, at vi er mest tilfredse med de mindre børns interesse for at lave mad og mere utilfredse med de større børns ditto.
  • Vidste du, at:

    Der findes flere sider på nettet med opskrifter på retter, som børn kan lave. Bl.a. www.maddag.nu, som Kræftes Bekæmpelse står bag.

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.106 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 35 og 36, 2010. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geo¬grafi, og resultaterne kan betragtes som repræsentative for den danske befolkning 15-74 år.