Tilbage til analyseoversigten

Vi glemmer dyrevelfærd ved køledisken

13. januar 2012
Fedtprocenten og prisen er bare et par af de faktorer, der er vigtigere end dyrevelfærd, når vi køber kød. Til gengæld vil mange gerne betale mere for kødet, hvis det sikrer dyrene mere velfærd. Men hvad er dyrevelfærd? Det er særligt plads og kort transporttid.

Fedtprocenten er vigtigst, når vi køber hakket oksekød

Hvad bestemmer, hvilken pakke hakket oksekød der ryger i indkøbsvognen? Det gør for langt de fleste fedtprocenten, prisen og holdbarhedsdatoen. Til gengæld betyder det mindre, om det hakkede oksekød bærer en garanti for god dyrevelfærd eller er økologisk produceret.

”Hvad betyder mest for dig, når du skal købe en pakke hakket oksekød? Du bedes prioritere dine svar, så det, der betyder mest, får værdien 1, næstmest værdien 2 osv.” Dyrevelfærd indtager en femteplads, mens økokødet skraber bundet.

Betale ekstra for velfærden?

Vi siger, at vi vil betale i omegnen af en 10’er ekstra for en pakke hakket oksekød, kyllingefileter og lignende, hvis vi kunne få en udgave, der var certificeret af Dyrenes Beskyttelse. Af dem, der siger, de vil købe de certificerede kødtyper, svarer to ud af tre, at de gerne vil betale ekstra for det certificerede kyllinge-, okse-, svine- og lammekød, mens den resterende tredjedel gerne vil købe produktet, men ikke betale ekstra for det. Lidt færre er villige til at betale ekstra for den certificerede fiskefars.

Hvad er dyrevelfærd?

Når forbrugerne skal vurdere, hvad der er vigtigst, når man taler dyrevelfærd, peger flest på følgende elementer: Dyrene skal have plads til at udfolde sig naturligt, de skal transporteres kortest muligt inden slagtning og de skal spise foder, som de spiser i naturen. Mindst vigtigt vurderer vi lav dødelighed under opvækst og at dyrene er hos deres moder i længst mulig tid.

”Hvad, mener du, er vigtigst, når man taler dyrevelfærd? Du bedes prioritere dine svar, så det, der er vigtigst får værdien 1, næstvigtigst værdien 2 osv. Du kan prioritere 3 svarmuligheder.” Flest vurderer det vigtigst, at dyrene har plads.

Danskerne spår mere fokus på dyrevelfærd

Mere end hver anden (56 pct.) tror, at der vil komme mere fokus på dyrevelfærd i fremtiden, mens hver tredje (34 pct.) tror, at der fremover vil være samme fokus på det, som der er i dag.

”Tror du, at forbrugerne vil have mere eller mindre fokus på dyrevelfærd i fremtiden?” Kun én ud af tyve danskere tror, der vil være mindre fokus på dyrevelfærd fremover.

  • Vidste du, at:

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.002 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 43, 2011. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne kan betragtes som repræsentative for den danske befolkning 15-74 år.