Tilbage til analyseoversigten

Voksne elsker slik

9. december 2011
Mindre end hver femte voksne dansker kan prale af, ikke at have spist slik inden for de seneste 24 timer. Der er ikke stor forskel på hverdags- og weekendslik. Hver anden børnefamilie har voksenslik gemt i skabene. Og så har kvinder og de unge sværest ved at begrænse deres indtag af sukker i fast form.

Chokoladen appellerer bredest

Næsten hver tredje dansker (31 pct.) har spist chokolade inden for det seneste døgn, hver fjerde (27 pct.) har spist kage mens hver femte har spist tyggegummi (21 pct.), lakrids (20 pct.) eller is (19 pct.). Kun 17 pct. har ikke spist slik inden for det seneste døgn. Kvinder gufler markant mere tyggegummi og halspastiller end mænd. Og så er der flere mænd (21 pct.) end kvinder (13 pct.), der ikke har spist slik inden for den seneste uge. Alderen har lidt at sige, når det gælder slik. For eksempel er de unge og midaldrende væsentligt gladere for vingummi, tyggegummi og chips end de ældre. Til gengæld sætter de ældre lidt større pris på en halspastil end dem under 34 år.

”Hvilke typer slik/søde sager har du spist inden for det seneste døgn?” Chokoladen er topscorer, mens kun knap én ud af fem danskere kan sige, at de ikke har spist slik indenfor de seneste 24 timer. Kilde: FDB Analyse

Slik hele ugen

Der er ikke stor forskel på, hvilken type slik vi spiser på hverdage og i weekender, dog spiser cirka en halv gang flere is fredag, lørdag eller søndag end på en hverdag, mens dobbelt så mange spiser chips i weekenden. Til gengæld er halspastillen tilsyneladende kontorslik. I hvert fald spiser 13 pct. halspastiller mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag, mens kun otte pct. gør det fredag eller i weekenden.

Slik til fjernsynet

Tre ud af fire (72 pct.) svarer, at de spiser slik, når de slapper af med fjernsyn, en bog eller lignende. Hver fjerde (25 pct.) er på arbejde, i skole eller lignende, når de spiser sukker, mens 16 pct. spiser slik på farten. Markant flere spiser slik på arbejde eller i skolen i storbyer med over 100.000 indbyggere end i byer med færre end 50.000 indbyggere. Til gengæld spiser hver fjerde i landdistrikterne slik, når kører i bil eller tog. Det samme gælder for 14 pct. af storbyboerne.

”Hvornår på dagen spiser du slik/søde sager?” Fjernsyn og tv kalder på sukker

Voksenslik et udbredt fænomen

Halvdelen af familierne med hjemmeboende børn (48 pct.) har slik eller søde sager, som først kommer frem, når der kun er voksne tilstede. Og det er særligt dem med høj personlig indkomst, der har voksenslik (60 pct.), mens det samme kun gælder for to ud af fem med lav personlig indkomst (38 pct.) og mellemstor personlig indkomst (42 pct.). Hver femte (18 pct.) oplevede som barn, at deres forældre købte slik eller søde sager, som kun var til de voksne. Måske slik er blevet mere normalt i løbet af de seneste årtier, i hvert fald svarer tre gange så mange unge og midaldrende som ældre, at de som børn oplevede at forældrene købte slik, som kun var til de voksne.

Kvinder og unge synes de spiser for meget slik

Mere end hver tredje (36 pct.) synes, at de spiser for meget slik og søde sager. Af dem, der har spist slik og søde sager inden for den seneste uge, svarer næsten hver fjerde (23 pct.) at de synes, det er svært at kontrollere deres forbrug af slik og søde sager. Mens mere end to ud af fem kvinder (44 pct.) synes, de spiser for meget slik og søde sager, svarer lidt mere end hver fjerde mand det samme (28 pct.). Tilsvarende synes dobbelt så mange kvinder (30 pct.) som mænd (16 pct.) at det er svært at kontrollere deres forbrug af søde sager. Mens to ud af fem unge (44 pct.) og midaldrende (38 pct.) synes, de spiser for meget slik, svarer kun hver femte ældre (20 pct.) det samme. På samme måde synes hver tiende ældre (11 pct.) at det er svært at kontrollere slikforbruget. Det er hver femte midaldrende (22 pct.) og hver tredje unge (32 pct.) enige i.

”Synes du, at du spiser for meget slik/for mange søde sager?” De unge og midaldrende synes i særlig grad, der ryger for meget slik indenbords

Vi læser ikke deklarationer på slik

Der er måske nok mange fødevarer, vi læser på, men læselysten er begrænset, når det kommer til slikposer. Således svarer fire ud af fem (81 pct.), at de ikke kiggede på varedeklarationen sidste gang, de købte slik til dem selv.

Mange har et lager af slik

Mere end hver anden (53 pct.) svarer, at de som regel har slik og søde sager liggende i hjemmet, mens knap hver femte (18 pct.) ikke har slik liggende men køber det til hver anledning og ikke gemmer resterne. Det er især de midaldrende, der som regel har slik liggende i hjemmet. Det svarer tre ud af fem (61 pct.). Særligt dem med mellemstor og høj indkomst har som regel slik liggende derhjemme. Og så er det særligt de højtuddannede, der har voksenslik. Mens syv ud af ti med lang uddannelse har voksenslik, svarer lidt mere end fire ud af ti med kort (45 pct.) eller mellemlang uddannelse (42 pct.) det samme.

”Har du/I slik eller søde sager liggende i hjemmet?” Mere end hver anden har slik på lager derhjemme

Vanedannende lakrids?

Mere end hver fjerde mener, at lakrids er vanedannende – flest tror, lakridsen er psykisk vanedannende. Væsentligt flere unge (23 pct.) end ældre (11 pct.) tror, at lakrids er psykisk vanedannende.
  • Vidste du, at:

    Der findes både rød og sort lakrids. Den sorte lakrids udvindes ved inddampning af en vandig ekstrakt fra lakridsroden, som er den tørrede rod af planten Glat Lakrids. Roden gror ned til ca. én meters dybde, og den skal være mindst tre år gammel før høst. Den røde lakrids baseres på frugt som jordbær, kirsebær og hindbær (kilde: wikipedia.org).

  • Fakta og yderligere oplysninger

    1.126 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 20, 2011. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne kan betragtes som repræsentative for den danske befolkning 15-74 år.