Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
30 91 92 66 Lars.Aarup@coop.dk

Kålforbruget det højeste i ti år

Vi spiser markant mere kål. Spidskålen har indtaget en klar førsteplads.

Mest kål omkring jul

I løbet af et årti er salget af kål steget med over 50%. Et kig på udviklingen på månedsbasis viser, at kål i høj grad er en sæsonbaseret spise, som topper omkring jul og nytår.

Salget af kål i perioden januar 2010 til og med juli 2021

Grafen viser måneds-indeks over det samlede salg af kål fra januar 2010 til juli 2021. Omkring jul og nytår spiser vi mest kål, mens maj og juni gennem årene har været de mest kål-fattige måneder.

Spidskål har slået broccoli og blomkål

Broccoli og blomkål har begge i mange år været danskernes favorit. Blomkål er mest populær i sommermånederne, mens broccoli topper, når det er koldest. I januar 2011 udgjorde broccoli 70% af markedet for kål.

Spidskål er dog vokset voldsomt i popularitet gennem årene, og i juli 2021 formår den at blive den mest populære type kål, hvor den udgør 46% af alle solgte kål. Det vil sige, at næsten hver anden gang, nogen køber kål i en Coop-butik, er der tale om et spidskål.

Til trods for vi spiser rødkål til jul, har den røde, sprøde grøntsag svært ved at konkurrere med de andre sorter. På det tidspunkt, hvor rødkål fyldte mest i det samlede salg af kål, udgjorde den kun 17% af markedsandelen. Mindre end hver femte solgte kål var altså rødkål.

Overordnet kan man se, at vi spiser forskellige typer kål på forskellige tidspunkter af året. Grønkål, hvidkål, rosenkål og rødkål er alle grøntsager, vi spiser mest af i vinterhalvåret. Spidskål plejede at være noget, vi mest spiste om sommeren, men nu spiser vi det næsten hele året rundt.

Udviklingen i salget af kåltyper januar 2010 til juli 2021

Grafen viser udviklingen i de forskellige typer kåls markedsandel fra januar 2010 til juli 2021.

Grafen herunder zoomer ind på spidskål og salget fra 2010 til og med juli 2021. I 2020 blev der solgt mere end 4,5 gange så meget spidskål som i 2010.

Salget af spidskål fra 2010 til og med juli 2021

Kålforbruget i regionerne

Billedet herunder viser, hvor stor en procentdel af danskernes måltider, der indeholder kål. Jo mørkere en kommune er, desto oftere spiser man kål dér. Overordnet spiser danskerne meget kål, men der er også geografisk forskel på, hvor ofte vi gør det. I de mørklilla kommuner - f.eks. Haderslev, Vejle og Odsherred - bliver der spist kål til aftensmad mindst én ud af ti aftener. Der, hvor man spiser mindst kål, sker det i gennemsnit hver 14. dag.

Mest udbredt blandt 55+

Der er stor forskel på, hvor ofte der bliver spist kål på tværs af generationer. De, der har rundet 55 år, spiser i gennemsnit kål én ud af ti aftener, hvor de yngre kun spiser det én gang hver tyvende dag.

Kålforbruget fordelt på alder

Grafen viser, hvor mange procent aftensmåltider der indeholder kål fordelt på alder.

Om undersøgelsen

Konklusionerne er baseret på salgstal fra Coops butikker fra januar 2010 til og med juli 2021.