Gå tilbage

På et årti: Vi spiser oftere chokolade og chips

Hvilke typer slik har du spist det seneste døgn? Markant flere svarer i 2024 chokolade og chips.

Chokoladen populær som aldrig før

Hvilken type slik har du spist det seneste døgn? To ud af fem (40 pct.) svarer i 2024 chokolade. Hver fjerde (25 pct.) har spist kage, mens én ud af fem (21 pct.) har spist lakrids og chips. Både chokolade og chips er steget markant på lidt mere end et årti. Siden 2011 er antallet, der svarer, at de det seneste døgn har spist chokolade, steget fra 31 pct. til 40 pct. Det svarer til en stigning på mere end 20 pct. Stigningen på chips er i samme periode gået fra 12 pct. til 21 pct. i 2024, hvilket svarer til en stigning på mere end 40 pct.

Hvilke af følgende har du spist indenfor det seneste døgn?

Blandet slik er et hit

Halvdelen (50 pct.) af salget af bland selv-slik ligger om fredagen, mens lørdag med 15 pct. indtager andenpladsen. Coop Analyses repræsentative undersøgelse viser, at hver femte (21 pct.) får bland selv-slik mindst én dag om ugen. Er der børn i husstanden, stiger sandsynligheden betragteligt.

Det er ikke kun den selvblandede slik, der er populær. Det er de forblandede poser også. Blandt det mest solgte slik er Matador Mix, Click Mix, blandede stænger og lignende. Guldkarameller og skumbananer er også blandt de mest solgte slikvarianter.

Salgt af bland selv-slik fordelt på ugedage

Flere synes, de spiser for meget

I 2011 syntes én ud af tre (35 pct.), at de spiste for meget slik. I 2024 svarer 50 pct. det samme. Dengang som i dag gælder det, at kvinder markant mere end mænd synes, de spiser for meget sødt. I 2024 svarer næsten tre ud af fem slikspisende kvinder (58 pct.) mod 43 pct. ditto mænd, at de spiser for meget sukker.

Om undersøgelsen

Resultaterne stammer fra repræsentative surveys gennemført i henholdsvis 2011, 2013, 2018, 2021 og 2024. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år. Salgsdata stammer fra Coops butikker i 2024.