Cirka én ud af seks vil købe fyrværkeri i 2025. Størst er interesse i familier med børn og blandt dem med en højere indkomst.
16 procent af danskerne forventer, at de eller nogen i deres husstand køber fyrværkeri i 2025. Interessen er markant større blandt de 18-54-årige, hvor mere end hver femte forventer at købe krudt. Det samme gælder for kun én ud af 25 (fire procent) i aldersgruppen 55-74 år.
Grafen viser 'Ja'-besvarelserne til spørgsmålet "Forventer du/din husstand at købe fyrværkeri i år?"
Forventningen om at købe fyrværkeri hænger i høj grad sammen med, om der er børn i huset eller ej. Mere end hver fjerde (28 procent) med hjemmeboende børn forventer at købe fyrværkeri i 2025. Det er tre gange så mange som i husstande uden børn, hvor knap hver tiende (ni procent) svarer det samme.
Sandsynligheden for fyrværkeri nytårsaften stiger med husstandsindkomsten. I husstande med en samlet indkomst på mindre end 300.000 kr. forventer syv procent at købe nytårskrudt i 2025. Det samme gælder 16 procent i husstande med en indkomst på 300.000-699.999 kr. og 25 procent i husstande, hvor man tjener 700.000 kr. eller mere. Det gør det mere end tre gange så udbredt med fyrværkeri i den højeste indkomstgruppe som i den laveste.
Coop Analyse har siden 2019 spurgt danskerne, om de mener, der bør indføres et forbud mod privat affyring af fyrværkeri nytårsaften. Siden 2019 er tilslutningen vokset, og i 2025 er 56 procent helt eller delvist enige i, at der bør indføres et forbud, så det kun er professionelle fyrværkere, der sætter ild til krudtet nytårsaften.
Spørgsmålet er forkortet i grafen. I undersøgelsen var det formuleret: "Hvor enig eller uenig er du i følgende: Danmark bør indføre forbud mod privat affyring af fyrværkeri, så det alene er professionelle fyrværkere, der på udvalgte steder tænder krudtet nytårsaften?"
1.008 har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i slutningen af november 2025. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.