Gå tilbage
analyse@coop.dk

Hytteost vokser i popularitet

Danskernes jagt på proteinholdige fødevarer og en trend på det sociale medie TikTok har boostet salget af hytteost.

Salget af hytteost steg hurtigt i 2024

Hytteost er efterhånden en gammel kending i køledisken, hvor den har slået sine folder siden 1970’erne. I mange år har hytteosten haft en fast fanskare, om end salget er faldet en smule år efter år. Det ændrede sig i 2024, hvor salget af hytteost steg – formentlig som en følge af et større fokus på proteinholdig kost og ikke mindst videoer på TikTok, der gik viralt. Videoerne viser, hvor mange forskellige ting, man kan lave med hytteost. I 2025 ligger salget i indeks 140 sammenlignet med januar 2020. Sammenligner man blot med året inden, tegner det til en fordobling af hytteostsalget.

Udvikling i salget af hytteost fra januar 2020 til maj 2025

Grafen viser salget af hytteost i Coops butikker med januar 2020 som indeks 100.

Hytteost er populært i de store byer

Hytteost-trenden følger de fleste andre madtrends: Populariteten er i første omgang størst i de store byer. Når det gælder hytteost, så spiser indbyggerne i København 30 pct. mere hytteost end landsgennemsnittet. Lige efter kommer østjyderne, der spiser 17 pct. mere end den gennemsnitlige dansker. Indbyggerne nord for København køber også mere hytteost end gennemsnittet. Mindst hytteost spises i regionen Sjælland og øerne. 

Salget af hytteost i regionerne

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på salget af hytteost i Coops butikker i perioden januar 2020 til og med maj 2025.