Æblet kommer ind på en sikker andenplads efter bananen, når vi danskere køber frugt. Jyderne køber flest æbler.
Æblet er en populær frugt og bliver i salg kun slået af bananen. Salget af æbler topper i januar og marts, mens vi køber færrest æbler fra juli til oktober. Det er dog ikke sådan, at æblet bliver overhalet af andre frugter i perioden, det fastholder sin andenplads. Salget falder lidt, når der kommer friske blommer, pærer, klementiner og appelsiner på hylderne - og måske æbler på træet i haven.
Én ud af tre solgte poser med æbler indeholder økologiske æbler, viser et kig i Coops salgstal.
Æbler fylder markant mere i indkøbskurvene i Vest- og Sønderjylland end i resten af landet. I Vestjylland køber man 37 pct. flere æbler end en gennemsnitlig dansker. Jo længere østpå, man kommer, jo mere falder salget. I København køber de 24 pct. færre æbler end landsgennemsnittet.
Grafen viser salget af æbler i regionerne. Indeks 100 = landsgennemsnittet
Resultaterne er baseret på salgstal fra Coop butikker i perioden januar til og med december 2024.