Cirka én ud af seks får havregryn til morgenmad på en gennemsnitlig hverdag, men populariteten falder markant i weekenden.
I Østjylland spiser de 13% mere havregryn til morgenmad end den gennemsnitlige dansker. Mens hele Jylland er med på havre-vognen, spiser københavnerne markant oftere havregryn end de øvrige på Sjælland. På en helt almindelig dag spiser 17,9% af danskerne havregryn til morgenmad. Det svarer til cirka én ud af seks.
Tallene i grafen er indekserede med 100 som landsgennemsnit. Grafen viser, at østjyderne spiser 13% mere havregryn til morgenmad end den gennemsnitlige dansker.
Jo yngre du er, jo mere havregryn spiser du. Mens mere end hver femte i alderen 15-34 år spiser havregryn om morgenen, gælder det samme for cirka hver sjette i alderen 35-54 år og hver syvende over 55 år.
Der er stor forskel på lysten til havregryn på hverdage og i weekenden. Mens cirka hver femte spiser havregryn mandag til torsdag, falder forbruget lidt fredag for at lande på cirka 14% lørdag og søndag, hvor altså kun én ud af syv får havregryn.
Se mere om danskernes morgenmadsvaner i undersøgelserne her
Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 1,5 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.