Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
30 91 92 66 Lars.Aarup@coop.dk

Din alder bestemmer, hvad du spiser

Der er forskel på, hvad vi spiser, alt efter hvilken alder vi har. Læs med og se, hvem der spiser flest chips, drikker mest rødvin og hvad din alder byder dig at spise, når trangen til noget sødt melder sig.

Det spiser de 15-34-årige mere af

Coop Analyse har sammenlignet den mad, de 15-34-årige spiser med det, de 55-74-årige spiser. Og mens der er mange fællestræk ved de to generationers madvaner, er der også nogle forskelle. På en helt gennemsnitlig dag spiser de unge eksempelvis 5,4 gange så mange chips som dem, der har rundet 55 år. De er også væsentlig mere begejstrede for hurtig mad som durum, burger, pizza og pommes frites. Ketchup og pesto ligger begge markant højere blandt de unge.

Det spiser de unge mere af

Grafen viser, hvor mange gange mere de 15-34-årige end de 55-74-årige spiser de forskellige typer mad. F.eks. spiser de unge 5,4 gange så mange chips.

Det spiser de 55-74-årige mere af

Blandt de ældre bliver der drukket markant mere snaps, faktisk næsten syv gange mere end blandt de unge. Rødvin er også mere populært blandt 55+, ligesom der glider mere stegt lever, flere svesker og mere kommen ned. Melder trangen sig til noget sødt, tyder det på, at de to aldersgrupper kaster sig over sukker i forskellig form. De unge spiser nemlig tre gange så meget slik, som de ældre, der til gengæld spiser tre gange så mange småkager som de unge.

Det spiser de ældre mere af

De ældre drikker 6,9 gange så meget snaps som de 15-34-årige, viser Coops Mad-O-meter.

Om undersøgelsen

Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 1. mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.