Gå tilbage
analyse@coop.dk

Efter seks år: Danskernes miljø-optimisme uændret

Halvdelen af danskerne mener, at verden vil være mere bæredygtig i 2050. Dermed er optimismen ikke steget siden 2012.

Uændret optimisme

Der er gået seks år, siden Coop Analyse i 2012 spurgte danskerne, om de forventede, at verden i 2050 ville være mere eller mindre bæredygtig. De seks år har imidlertid ikke skubbet væsentligt til danskernes forventninger. 53% mener i 2018, at verden anno 2050 vil være mere bæredygtig, end den er i dag. 51% svarede det samme i 2012. Undersøgelsen viser også, at 62% tror på, at de kan gøre en forskel ved at ændre på eget forbrug. 29% erklærer sig mest enige i udsagnet ”Jeg har ikke den store indflydelse på udviklingen, uanset hvad jeg gør”. Også her svarer danskerne i store træk som for seks år siden.

Hvilke af nedenstående udsagn dækker bedst din forventning til fremtiden? 2012 og 2018

Svarmulighederne er i figuren forkortet af hensyn til præsentationen. I undersøgelsen er brugt denne formulering: 1) I 2050 er verden blevet mindre bæredygtig end i dag. Der er knaphed på ressourcer, og der er større forskel mellem rig og fattig. Klimaforandringerne er tiltaget, og det handler i bund og grund om at sikre, at vi i Danmark kan opretholde vores levestandard og tilpasse os forandringerne, 2) I 2050 er verden blevet mere bæredygtig end i dag. Vi har fundet måder at genbruge ressourcerne, og der er skabt en helt ny grøn vækst, der øger levestandarden og sikrer mindre skel mellem rige og fattige. Danmark er gået foran i en grøn udvikling, som hele verden er optaget af.

Hvordan ser fremtiden ud?

11% tror i dag, at danskernes generelle forbrug af energi, transport, forbrugsgoder og dagligvarer vil bevæge sig i en meget mere grøn retning. Det er en lille stigning i forhold til 2012, hvor 7% svarede det samme. Andelen, der tror på, at forbruget vil bevæge sig i en lidt mere grøn retning, er til gengæld faldet fra 65% til 58%.

I hvilken retning tror du, at danskernes generelle forbrug af energi, transport, forbrugsgoder samt dagligvarer bevæger sig?

Om undersøgelsen

Coops Grønne Forbrugerindex består af tre identiske surveys udført i årene 2012 (n=1.011), 2015 (n=1.014) og 2018 (n=1.000). Respondenterne er repræsentative for danskerne 15-74 år. Se alle resultater her.