Gå tilbage
analyse@coop.dk

Én ud af fem pynter hjemmet til halloween

Halloween har bidt sig fast – især i de yngre. Er der børn i husstanden, stiger sandsynligheden for uhyggelig udsmykning betragteligt.

Hver femte pynter op

Hver femte dansker pynter hjemmet, når halloween nærmer sig. Mest udbredt er udsmykningen blandt de 18-34-årige, hvor 30% på en eller anden måde markerer halloween med pynt. Blandt de 35-54-årige gælder det knap hver fjerde (23%), mens kun 8% af de 55-74-årige pynter op. Sandsynligheden for, at der hænger spindelvæv eller batteridrevne edderkopper på hoveddøren stiger betragteligt, hvis der er børn i husstanden. To ud af fem med hjemmeboende børn (39%) svarer i undersøgelsen, at de pynter op til halloween, mens det samme gælder for 14% uden hjemmeboende børn.

Plejer eller forventer du/I at pynte dit/jeres hjem i forbindelse med allehelgensaften/halloween den 31. oktober?

Én ud af 11 går på gaden den 31. oktober

9% af danskerne forventer i begyndelsen af oktober, at de den 31. oktober vil gå på gaden for at samle slik. Blandt de 18-34-årige gælder det 18%. Mere end hver fjerde med hjemmeboende børn (26%) forventer at kaste sig ud i trick or treat, mens det samme gælder for mere beskedne 3% uden børn. Sidst men ikke mindst kan man forvente at se markant flere mænd (12%) end kvinder (6%) på de mørke gader og villaveje den 31. december.

Blandt dem, der forventer at pynte op eller går på gaden den 31. eller gøre begge dele, svarer cirka en tredjede (32%), at de i år vil gøre mere ud af halloween end de gjorde sidste år.

Plejer eller forventer du/I at gå ud for at samle slik i forbindelse med allehelgensaften/halloween den 31. oktober?

Om undersøgelsen

1.009 deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i oktober 2019. Data er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år.