Sydjyderne er danmarksmestre i pommes frites, som vi især sætter tænderne i fredag. De friturestegte kartofler er særligt populære blandt de unge.
Ingen i Danmark spiser så mange pommes frites som sydjyderne. På en almindelig dag i Danmark spiser sydjyderne 24% flere pommes frites til aftensmaden end den gennemsnitlige dansker. Det svarer til én ud af 20 sydjyderne. De mindst pommes frites-spisende danskere findes i Nordsjælland, som ligger 21% under landsgennemsnittet.
De 15-34-årige spiser væsentligt flere pommes frites end resten af danskerne. 4,6% af de 15-34-årige spiser pommes frites på en gennemsnitlig dag, mens 3,7% af de 35-54-årige gør det samme. Kun 1,5% af de 55-74-årige får pommes fritest på en gennemsnitlig dag. Dermed er pommes frites mere end tre gange så udbredt blandt de unge som blandt de ældre.
De friturestegte kartofler er særligt populære fredag og lørdag. På en helt almindelig fredag spiser 4,3% af danskerne svarende til én ud af 23 pommes frites. Det samme gælder én ud af 40 på en mandag (2,5%).
Ketchup og remoulade er danskerne foretrukne dyppelse til pommes fritterne. Cirka en tredjedel foretrækker ketchup, en anden tredjedel vil helst have remoulade mens 17% helst kommer mayonnaise på.
Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 1. mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år. Supplerende oplysninger baseres på en survey med 1.023 respondenter, der blev gennemført i uge 12, 2010. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.