Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
Lars.Aarup@coop.dk

Mest rugbrød til morgenmad i Jylland

Jyderne er gode til at spise rugbrød til morgenmad. Det samme er de, der har rundet 55 år.

Mest rugbrød i Jylland

Ingen kommer i nærheden af nordjyderne, når det gælder rugbrød til morgenmad. De ligger 28% højere end landsgennemsnittet. I det hele taget er rugbrød i morgentimerne mere udbredt i Jylland end i resten af landet. København og Nordsjælland ligger ligesom ved frokosttid også lavt på rugbrød til morgenmad. Læs mere om danskernes rugbrødsvaner her. På en helt almindelig dag spiser 14,1% af danskerne rugbrød til morgenmad.

Rugbrød til morgenmad fordelt på regioner

Tallene er indekserede og viser, at nordjyderne spiser 28% mere rugbrød til morgenmad end den gennemsnitlige dansker (landsgennemsnit = 100). Københavnerne spiser 24% mindre end gennemsnittet.

Flere kvinder og 55+ starter dagen med rug

Der er stor forskel på, hvor meget rugbrød de forskellige aldersgrupper spiser i morgentimerne. Mere end hver femte i alderen 55-74 år (23,7%) spiser rugbrød på en gennemsnitlig dag. Det samme gør 11,7% af de 35-54-årige og kun 7,5% af de 15-34-årige. Dermed er rugbrød til morgenmad mere end tre gange så udbredt blandt 55+ som blandt de unge. Der er også forskel på, hvor meget rugbrød kvinder og mænd spiser først på dagen. 15,2% kvinder snupper en skive, mens kun 12,9% mænd gør det samme. Og så er der noget, der tyder på, at rugbrød for mange er en fast bestanddel af morgenmaden. Der er nemlig stort set ingen forskel på indtaget, om det er hverdag eller weekend.

Rugbrød til morgenmad fordelt på alder

Om undersøgelsen

Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 1. mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.