Mange tror, at spinaten er grov og at ærterne er fine. Men ellers har danskerne egentlig meget godt styr på, hvad de forskellige grøntsager er.
De fleste har godt styr på, hvad der er fint og groft, men et par grøntsager snyder os. Mere end hver anden (54%) tror fejlagtigt, at spinat er en grov grøntsag. Det samme tror to ud af fem om den fine asparges. Omvendt tror syv ud af ti (70%), at den grove aubergine er fin. Det samme tror 65% fejlagtigt om de grønne ærter, ligesom mere end hver anden (54%) regner det grove løg for en fin grøntsag.
Grafen viser de rigtige besvarelser. Kun 18% ved, at auberginen er grov. Til gengæld har de fleste styr på, at de forskellige kåltyper er grove. Respondenterne er blevet præsenteret for billede og navn på de forskellige grøntsager.
1.114 deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 51, 2010. Data er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i aldersgruppen 15-74 år.