Gå tilbage
analyse@coop.dk

Klimabekymringen stiger

Tre ud af fem danskere er bekymrede for, at klimaforandringerne vil påvirke deres familie. Samtidig kniber det lidt med troen på, at vi som forbrugere kan gøre en væsentlig forskel.

Bekymring for familien

Tre ud af fem er i dag enten bekymrede eller meget bekymrede for, om klimaforandringerne vil påvirke deres familie. Det er en markant stigning siden 2010, da Coop Analyse først stillede spørgsmålet. Kun 13% af danskerne svarer i dag, at de ikke bekymrer sig.

Hvor bekymret er du for, om klimaforandringerne påvirker din familie?

Kan forbrugerne gøre en forskel?

29% svarer i undersøgelsen, at de slet ikke eller kun i mindre grad som forbrugere kan gøre en væsentlig positiv forskel for klimaet. Det gælder hver tredje mand (34%) og hver fjerde kvinde (24%). Omvendt mener lige så mange danskere, at de i høj eller meget høj grad kan gøre en forskel. Det gælder særligt blandt de 18-34-årige. Majoriteten af danskerne (40%) svarer lidt lunkent, at de ”i nogen grad” føler, de kan gøre en positiv forskel.

I hvilken grad føler du, at du som forbruger kan gøre en væsentlig positiv forskel for klimaet?

Sådan reducerer vi derhjemme

I undersøgelsen har deltagerne også svaret på en række spørgsmål om, hvad de selv har gjort for at reducere deres egen klimabelastning indenfor de seneste par år, hvad de gjorde i forvejen og hvad de ikke gør. Blandt de handlinger, flest har kastet sig over de seneste par år, er sortering af f.eks. papir og plast, mange har droppet plastikposen og så er der sket en reduktion af madspild og kødforbrug. Mange af de samme topper listen over det, som mange i forvejen gjorde. Blandt de reduktioner, som flere afviser, finder vi offentlig transport i stedet for bilen, mindre kødforbrug og færre flyrejser. Graferne nedenfor viser besvarelserne:

Det er vi begyndt på de seneste år

Det gjorde vi i forvejen

Det gør vi ikke

Om undersøgelsen

1.012 deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i juni 2019. Data er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år. Data er sammenholdt med resultater fra en undersøgelse gennemført i uge 43, 2010.