Gå tilbage
analyse@coop.dk

Den økologiske trappe

Hvordan ser vejen ind i økologien ud? Det har Coop Analyse undersøgt. Se her, hvad den første økovare, du køber, er. Og hvornår du er super-økolog.

(Mælke)vejen ind i økologien

Hvad er den første økologiske vare, vi køber, på vores vej ind i økologien? Det viser Den Økologiske Trappe, som Coop Analyse står bag. Trappen er netop blevet opdateret og viser, at hvis man i løbet af en måned køber én økologisk vare, så er det mælk. Køber man to, er det mælk og bananer, køber man tre, er det mælk, bananer og æg osv.

Trappen blev første gang udarbejdet i 2011, og her ti år senere viser det sig, at rejsen ind i økologien stort set er den samme i 2022 som dengang: Vi starter med basisvarer som mælk, æg og frugt og grønt, rykker videre ind i stivelse som pasta og mel, over i det mere forarbejdede pålæg, videre ind i det søde som chokolade, is og kakao, indtil vi rammer alkoholen. Er den (og dine cornflakes) mærket med det røde Ø eller EU’s grønne blad, kan du formentlig ikke leve ret meget mere økologisk.

Den Økologiske trappe viser de forskellige trin på vej mod et større økologisk forbrug. Nederst på trappen finder vi mælk, som altså er den vare, de fleste begynder at købe i en økologisk version. Allerøverst på trappen finder vi cornflakes.

16 procent er økologisk

I 2021 landede den gennemsnitlige økoandel i Danmark på 16 procent. Det betyder, at for hver 100 varer, der blev købt i Coops butikker, var 16 af dem økologiske. Det er en markant stigning fra 2010, hvor økoandelen var på lidt over syv procent. Du kan se mere om, hvordan økologien har udviklet sig i Danmark fra 2004 og frem til slutningen af 2021 i Coops Økologiske Danmarkskort.

Derfor køber vi økologisk

Tre ud af fire danskere (76 procent) køber økologi. Når de gør det, skyldes det især (40 procent), at de med de økologiske varer får færre sprøjtemidler i maden. For knap en tredjedel (31 procent) er det hensynet til egen sundhed eller dyrevelfærd, der driver købet. På en delt sjetteplads kommer kvaliteten. Ønsket om at undgå GMO (genmodificerede organismer) kommer ind på sidstepladsen. Det er tilsyneladende fortsat særligt et hensyn til egen krop og sundhed, der får de fleste til at vælge de økologiske varer.

Hvorfor køber du økologiske fødevarer?

Spørgsmålet er stillet til de 76 procent, der i undersøgelsen svarer, at de køber økologi.

Mange vil købe mere

59 procent af danskerne er overvejende positive overfor økologien. Det viste en survey i november 2021. Samme undersøgelse viste også, at knap hver tredje af alle danskere (31 procent) har en forventning om, at de fremover vil købe mere økologi, mens 60 procent vil købe i samme omfang, som de gør i dag. Lidt flere kvinder end mænd forventer at skrue op for det økologiske køb. Vi har også store forventninger til vores medhandlende. Hver anden (51 procent) forventer, at økologisalget i Danmark om et år vil være større end det er i dag, 39 procent mener, at det vil stagnere, mens kun to procent forventer et fald.

Om undersøgelsen

Resultaterne stammer fra en survey gennemført i marts 2022, hvor 1.004 deltog, og en survey gennemført i november 2021, hvor 1011 deltog. Data er i begge undersøgelser vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år. Data i Økologiens Danmarkskort stammer fra salgstal fra Coops butikker.