Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
Lars.Aarup@coop.dk

Koldskål følger temperaturen

Appetitten på koldskål begynder med solens stråler, eksploderer i juni og juli for derefter at falde brat.

Nok af koldskål i August

Hvert år i maj stryger danskernes lyst til koldskål i vejret og topper efterfølgende i juni og juli, hvor der på en vilkårlig aften er koldskål på bordet hos to ud af 100 danskere. I august lader det dog til, at danskerne er mætte af kærnemælk og vanilje, for selvom efterårsmånederne byder på temperaturer på højde med maj, juni og juli, så falder forbruget af koldskål hvert år i august.

Salget af koldskål sammenholdt med temperaturer i Danmark
Salget af koldskål sammenholdt med temperaturer i Danmark

Grafen viser salget af koldskål og temperaturerne i Danmark i perioden januar 2011 til maj 2022.
Aksen på venstre side af grafen angiver salget af koldskål, indekseret med udgangspunkt i januar 2011.
Aksen på højre side viser gennemsnitstemperaturen i Danmark.

Koldskål et hit på Fyn

På en helt almindelig dag i 2021 spiste 43% flere fynboer koldskål, sammenlignet med den gennemsnitlige dansker. Mindst koldskål bliver der spist nord for København. Kvinder spiser lidt oftere koldskål end mænd gør. Det samme gør sig gældende for den yngste aldersgruppe under 35 år.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på salgstal fra Coops butikker i perioden 2011 til og med maj 2022. Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 2 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år. Data om temperaturerne i Danmark stammer fra DMI.