Juni og juli måned har i 2022 været i fjerkræets tegn. Salget i år har nemlig været ti procent højere end i 2021. Samtidig har vi spist mindre kød fra de firbenede dyr.
Når vi har tændt op for grillen eller på anden vis kokkereret til sommermiddagene de sidste to måneder, er det i høj grad fjerkræ såsom kylling og kalkun der er endt på tallerkenen. Sammenlignet med de samme måneder sidste år er salget af fersk fjerkræ nemlig landet på index 112 – altså 12 pct højere. Udviklingen i salget af okse-, kalve- og svinekød er gået i den modsatte retning. Her ligger salget i juni og juli 2022 på index 90 sammenlignet med 2021. Det er et fald på 10 pct.
Undersøgelsen er baseret på salgstal fra Coops butikker i juni og juli måned 2021 og 2022.