Hvilken grill er danskernes favorit, hvad griller vi, kan man grille i regnvejr, og hvordan står det til med hygiejnen, når maden tilberedes udendørs? Få svarene her.
Én ud af to (49 pct.) har i dag en gasgrill, mens cirka én ud af seks (17 pct.) har en kuglegrill. Der findes også dem, der aldrig griller. De udgør cirka en femtedel (23 pct.).
46 pct. af de grillende danskere griller gerne, selvom det regner.
Blandt dem, der griller, er pølser et must. På en helt gennemsnitlig aften, hvor der er gang i grillen, vil 78 pct. lægge pølser på risten. Cirka én ud af to vil grille bøffer (53 pct.) og grøntsager (48 pct.).
Spørgsmålet er i undersøgelsen stillet til alle, der indimellem griller, og formuleret således: 'Tænk på en helt gennemsnitlig aften, hvor I skal grille udendørs. Hvad griller I?' Respondenterne har kunnet markere flere svar.
I undersøgelsen har de grillende deltagere også svaret på spørgsmålet 'Hvilke af følgende gør du altid, når du griller kød?'. Tre ud af fem (63 pct.) svarer, at de altid vasker hænder, når de har rørt ved råt kød. Én ud af fire (24 pct.) har altid to grilltænger - én til råt kød og én til stegt kød. Én ud af ti slipper for at tænke over hygiejne og overlader grillning af kød til en anden i husstanden.
Vanerne er lidt anderledes blandt de unge under 35 år sammenlignet med særligt de 55-74-årige. Eksempelvis vasker færre unge hænder, når de har rørt ved råt kød, ligesom det i den unge aldersgruppe er mindre udbredt at holde råt og stegt kød adskilt og gennemstege hakket kød og fjerkræ.
Respondenterne har haft mulighed for at markere flere svar. Uanset alder er det ikke en udbredt praksis at have to tænger med ved grillen.
I undersøgelsen her kan du se, hvor mange danskere der kender til salmonella og hvor stor bekymringen er for, at vi smitter os selv eller andre med bakterien.
1.009 har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i juni 2024. Resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.