Gå tilbage
analyse@coop.dk

Halloween er mest for børnefamilier

Halloween har bidt sig fast i Danmark, hvor mange går fra dør til dør og samler slik og pynter op.

Én ud af 11 vil spørge naboen om slik den 31. oktober

Coop Analyse har i en årrække spurgt danskerne, om og hvordan de markerer halloween. I 2024 svarer ni pct., at de forventer at gå fra dør til dør for at samle slik den 31. oktober. Dermed vil der ikke umiddelbart være flere på gader og villaveje i 2024 end i 2019. I 2020 var der nemlig også ni pct., der svarede, at de havde kastet sig ud i trick-or-treating den 31. oktober året før.

Tilsvarende svarer 16 pct. i 2024, at de i 2023 pyntede op i forbindelse med halloween. Helt samme andel svarede det samme i 2020, da de så tilbage på 2019.

79 pct. af danskerne forventer, at de i 2024 vil gøre det samme ud af halloween som sidste år. Lige mange vil gøre henholdsvis mere og mindre ud af halloween sammenlignet med 2023.

Det er særligt børnefamilier, der markerer halloween. Næsten hver tredje familie med børn pyntede deres hjem i forbindelse med halloween i 2023. Det er markant flere end i familier uden hjemmeboende børn.

Så mange pyntede deres hjem i forbindelse med halloween 2023

Grafen viser, hvordan næsten hver tredje med hjemmeboende børn pyntede hjemmet til halloween i 2023.

Mere pynt

Coop Analyse har også kigget på halloween-salget i Coops butikker. En god uges tid inde den 31. oktober 2024 ligger salget af de store orange halloween-græskar, som mange skærer lygter af, på niveau med 2023. Salget af de mindre pyntegræskar er steget med 30 pct. siden 2020, mens salget af halloween-pynt (f.eks. lyskæder) er næsten fordoblet siden 2020.

Grafen viser udviklingen i salget af halloween-pynt med 2020 som indeks 100. Tallene er trukket en god uges tid inden halloween 2024, hvilket forklarer faldet på kurven. 2024 ligger på niveau med 2023.

Om undersøgelsen

Resultaterne stammer fra repræsentative surveys gennemført i henholdsvis 2020 og 2024. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år. Salgsdata stammer fra Coops butikker i perioden 2020 til 2024.