Gå tilbage

Syv ud af 10 bakker op om nulmoms på frugt og grønt

Der er stor opbakning til at fjerne momsen på frugt og grønt, selvom det vil koste statskassen indtægter. Besparelsen vil primært gå til mere og bedre frugt og grønt, forudser forbrugerne.

Syv ud af 10 er helt eller delvist enige i nulmomsen

Et stort flertal af danskerne (73 %) bakker op om nul moms på frugt og grønt. I undersøgelsen, som er gennemført i juli 2026, svarer næsten hver anden (48 %), at de er helt enige i regeringens ønske om at fjerne momsen helt fra frugt og grønt, selvom det betyder et fald i statens indtægter. 24 % er delvist enige. Kun 10 procent er helt eller delvist uenige i beslutningen.

Skal momsen fjernes fra frugt og grønt, selvom det koster i statskassen?

I undersøgelsen var spørgsmålet formuleret således: "Danmarks nye regering ønsker at fjerne momsen på frugt og grønt. Det betyder, at frugt og grønt bliver billigere for forbrugerne, mens staten mister momsindtægter. Hvor enig eller uenig er du i denne beslutning?" Tal i brødteksten er beregnet på baggrund af uafrundede tal og afviger derfor lidt fra de afrundede tal i grafen.

Lavere priser vil betyde mere og bedre frugt og grønt, vurderer mange

Hvad vil det betyde for den enkelte forbrugers indkøb, hvis frugt og grønt bliver billigere? 45 % af danskerne mener, at det vil føre til mere frugt og grønt i deres egen indkøbskurv. 31 % forventer, at de vil købe frugt og grønt af højere kvalitet. Færre vil flytte besparelsen over på andre fødevarer eller helt ud af madbudgettet.

Hvordan vil det påvirke dine indkøb, hvis momsen fjernes på frugt og grønt?

I undersøgelsen var spørgsmålet formuleret således: ”Hvordan ville det påvirke dine indkøb, hvis momsen på frugt og grønt blev fjernet? Vælg op til 2 af de mest sandsynlige ændringer.” Fordi deltagerne har kunnet markere flere muligheder, summerer procenterne ikke til 100, og tallene kan ikke lægges sammen.

Sundere mad står højt på danskernes ønskeliste

Deltagerne har - inden de har fået spørgsmålene om moms på frugt og grønt - peget på de ændringer, de først ville kaste sig ud i, hvis de skulle forbedre deres egen sundhed. De er blevet bedt om at se bort fra barrierer som tid, penge og lignende. Ud af de 13 muligheder indtager Spise flere grøntsager sammen med Spise mindre sukker en delt tredjeplads. Flere grøntsager på tallerkenen overgås således kun af Dyrke mere motion og Sove mere/bedre. Og grøntsagerne rangerer over blandt andet at arbejde mindre, drikke mindre alkohol og undgå tobaksrøg.

Sådan vil danskerne forbedre deres sundhed

Spørgsmålet var i undersøgelsen formuleret således: "Forestil dig, du kunne forbedre din sundhed, uden at skulle tænke på tid, penge eller andre begrænsninger. Hvilke af følgende, hvis nogen, ville du prioritere først? Vælg op til 3 svar.” Fordi deltagerne har kunnet markere flere muligheder, summerer procenterne ikke til 100, og tallene kan ikke lægges sammen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført blandt 1.023 personer i juli 2026 af YouGov for Coop Analyse. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.