Danskerne ville dyrke mere motion og sove mere, hvis de fik mulighed for at forbedre deres sundhed. Se, hvor kvinder, mænd, yngre og ældre ville sætte ind.
Hvad ville du gøre som det første for at forbedre din sundhed, hvis du ikke behøvede tage hensyn til hverken tid, penge eller andet, der kan være en begrænsning? Det spørgsmål har Coop Analyse stillet danskerne, og på en klar førsteplads finder vi Dyrke mere motion. Det peger 53 % af danskerne på. På andenpladsen kommer Sove mere/bedre, som 37 % svarer. En delt tredjeplads handler om at spise flere grøntsager eller mindre sukker. Cirka hver femte voksne dansker vil gerne spise færre ultraforarbejdede fødevarer og arbejde mindre. Én ud af ti peger på at undgå tobaksrøg og drikke mindre alkohol som noget af det første, de ville kaste sig over, under de beskrevne omstændigheder.
I undersøgelsen var spørgsmålet formuleret således: "Forestil dig, du kunne forbedre din sundhed, uden at skulle tænke på tid, penge eller andre begrænsninger. Hvilke af følgende, hvis nogen, ville du prioritere først?" Deltagerne har kunnet vælge op til tre svar, hvorfor procenterne i grafen ikke summerer til 100 og tallene ikke kan lægges sammen.
Mere motion er topscorer hos begge køn, dog hos flere kvinder (58 %) end mænd (47 %). Lige mange kvinder og mænd er enige om, at mere eller bedre søvn ville være rart. Blandt kvinder kommer Spise mindre sukker (33 %) ind på en tredjeplads. Det gælder 23 % mænd i undersøgelsen. At skrue ned for arbejde er også mere udbredt blandt kvinder (27 %) end mænd (17 %). Omvendt er der flere mænd (14 %) end kvinder (8 %), der som noget af det første ville skrue ned for alkoholen, ligesom flere mænd (12 %) end kvinder (7 %) ville undgå tobaksrøg.
På tværs af alder er der enighed om at prioritere mere motion som det første. I aldersgruppen 18-54 år kommer søvn ind på en klar andenplads, mens de 55-74-årige rangerer flere grøntsager og mindre sukker lige så højt. Én anden ting, som de tre aldersgrupper ikke er helt enige om, er protein. Mens hver fjerde i aldersgruppen 18-34 år (24 %) peger på protein som noget af det første, de ville kaste sig over, svarer 13 % af de 35-54-årige og kun 8 % i aldersgruppen 55-74 år det samme.
1.023 har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i juli 2026. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.