Smør udgør i dag 34 procent af det samlede fedtstofsalg. Smørblandinger falder i popularitet.
Ud af det samlede salg af smør, smørblandinger, plantemargarine og fedt udgør smørblandinger som Kærgården i dag halvdelen af salget. Dvs. at mere end hver anden solgte fedtstof er en smørblanding. Det gør produktet til en klar favorit. Der er dog sket et markant fald i salget siden 2010, hvor seks ud af ti solgte fedtstoffer var smørblanding.
I samme periode er der sket en stor stigning i salget af smør, som i dag udgør en tredjedel (34%) af det samlede salg. Dermed bliver der i dag solgt markant mere smør end plantemargariner - to kurver, der ellers fulgte hinanden fra 2010 og frem til 2015. Fedt har i hele perioden udgjort en lille men dog stabil andel af det samlede salg.
Grafen viser, hvor stor en andel af det samlede salg af fedtstoffer, de enkelte typer udgør. Mens smørbar udgjorde seks ud af ti i 2010, er andelen faldet til 51% i 2021.
Dykker man ned i salget af smør og smørblandinger i de enkelte kommuner, er det tydeligt at se, at smørblandinger er mest udbredt. Der findes dog kommuner, hvor smør udgør en større andel af salget end smørblandinger. Det drejer sig om store dele af København, Dragør, kommunerne nord for København langs kysten, Greve, Fanø og Samsø.
Kortet viser, hvilken type fedtstof der udgør den største andel af det samlede salg i de enkelte kommuner. I de lyserøde kommuner bliver der solgt flest smørblandinger, mens der i de røde kommuner bliver solgt mest smør.
Konklusionerne er baseret på salgstal fra Coops butikker i årene 2010 til og med december 2021.