Gå tilbage
analyse@coop.dk

Bananen er frugtens konge

Bananer er en af de varer, Coop sælger allerflest af. Her kan du se hvornår på ugen og året, vi køber flest.

Bananen er bedst

Bananer er en af de varer, Coop sælger allerflest af. Det gør den gule frugt, der har sørget for sin egen emballage, til konge i frugtafdelingen. For hver gang vi danskere bruger 100 kr. på bananer, bruger vi knap 64 kr. på æbler, 34 kr. på appelsiner og 21 kr. på pærer.

For hver gang, vi bruger 100 kr. på bananer, bruger vi:

Grafen viser, hvor mange kroner vi bruger på appelsiner, pærer og æbler for hver gang, vi bruger 100 kr. på bananer.

Flest bananer først på ugen

Danskerne køber absolut flest bananer først på ugen. Faktisk bliver der købt hele 16 procent flere bananer mandag sammenlignet med en gennemsnitlig ugedag. Lørdag ligger salget 11 procent under gennemsnit og altså hele 27 procent under salget på en helt almindelig mandag.

Færrest bananer i december

Selvom salget af bananer generelt ligger højt, bevæger det sig lidt i bølger. Således køber vi lidt flere bananer i foråret, færre i sommermånederne – måske fordi behovet for madpakker falder i disse måneder – og flere igen i efteråret, altså september til og med november. Færrest bananer køber vi i julemåneden december, hvor forbruget ligger 24 procent under gennemsnit og falder, jo tættere på juleaften, vi kommer.

Om undersøgelsen

Resultaterne bygger på salgstal fra Coops butikker i 2023.