Gå tilbage
Lars Aarup, Analysechef
30 91 92 66 Lars.Aarup@coop.dk

Salget af energidrikke eksploderer

Danskerne er i stigende grad begyndt at drikke energidrikke, og det har sat fut under salget.

Fem gange så meget energidrik på 11 år

Den søde, opkvikkende drik er siden 2010 steget jævnt i popularitet, men særligt efter 2019 er salget eksploderet. I 2021 blev der således solgt fem gange så mange energidrikke som i 2010. Energidrikkens popularitet er altså kun gået én vej - op - og ser ikke ud til at falde.

Salget af energidrikke 2010 - 2021

Tallene er indekseret med 2010 som indeks 100.

Unge kvinder er de primære forbrugere af energidrik

Der er dog stor forskel på, hvor glade danskerne er for energidrikkene, og her spiller køn, alder og geografi ind.

Unge kvinder er storforbrugere af energidrikke, sammenlignet med den gennemsnitlige dansker. Kvinder under 35 års forbrug af energidrik er tre gange så stort som gennemsnittet - og ni gange så stort, som hos kvinder der er fyldt 55 år. Mænd under 35 drikker 33% mere energidrik end gennemsnittet.

Rejser du rundt i landet, er der større sandsynlighed for at du finder en energidrik vest for København, end nord for. Flest energidrikke drikker de nemlig på den københavnske vestegn, hvor Vestjylland, Fyn, og Nordsjælland drikker færrest. I København, Sønderjylland, Østjylland og på Sjælland og øerne er de helt gennemsnitlige, når det kommer til energidrikke.

Forbruget af energidrik fordelt på køn og alder

Forbruget er indekseret op mod gennemsnittet.

Energidrik i regionerne
Energidrik i regionerne

Kortet viser, hvor ofte der bliver drukket energidrikke i de enkelte regioner, sammenlignet med gennemsnittet. I de lyse regioner bliver der drukket færre energidrikke, mens der drikkes flere i de mørke regioner.

Om undersøgelsen

Konklusionerne er baseret på salgstal fra Coops butikker fra januar 2010 til og med december 2021. Oplysninger om forbrug fordelt på landsdele, køn, alder m.v. er trukket ud af Coops Mad-O-meter – en database over danskernes madvaner, der dagligt opdateres, og som p.t. indeholder mere end 2 mio. måltider. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 15 og 74 år.