Mange ville vælge den lidt mindre pose chips eller sodavand, hvis den fandtes på hylderne.
Hvad ville der ske, hvis sodavanden, sandwichen, isen osv. var 10% mindre end i dag? Mere end hver fjerde (28%) svarer i undersøgelsen, at reduktionen ville få dem til at spise og drikke mindre. 13% mener modsat, at de lidt mindre størrelser ville få dem til at købe en ekstra. 17% mener, at reduktionen ville gøre det nemmere for dem at holde vægten, mens hver tredje (33%) svarer, at det ikke ville gøre nogen forskel for dem.
"Hvad tror du, det ville betyde for dig, hvis fx en is, croissant, sodavand eller sandwich var 10 % mindre end i dag?"
I undersøgelsen er deltagerne blevet præsenteret for billederne herunder inkl. tekst, der angiver de præcise størrelser. Colaerne er på henholdsvis 50 cl. og 37,5 cl. Poserne med chips indeholder henholdsvis 150 og 175 g chips. Posen med 150 g chips bærer et Ja tak, lidt mindre-logo.
Skal der en halv liter eller 37,5 cl. til at dække behovet, når lysten til sodavand melder sig? For 47%, dvs. lidt mindre end halvdelen af danskerne, vil de 37,5 cl. dække behovet, mens hver tredje (32%) vurderer, at de vil have brug for en halv liter. For 18% er spørgsmålet ikke relevant, da de ikke drikker sodavand. Flere mænd (37%) end kvinder (27%) foretrækker sodavanden på 50 cl.
"Her ser du to sodavand. Den ene indeholder 50 cl. (1/2 liter), den anden 37,5 cl. Hvilken størrelse vil normalt kunne dække dit behov?"
I undersøgelsen er deltagerne blevet præsenteret for billeder af to poser chips. Den ene pose indeholder 175 g og findes på butikkernes hylder i dag. Den anden pose indeholder 150 g og bærer logoet ’Ja tak, lidt mindre’, som viser, at posens indhold er reduceret.
30% svarer, at de vil vælge posen med 150 g, mens lidt flere - 38% - vil købe posen med 175 g. For ca. hver femte (19%) er spørgsmålet ikke relevant, fordi de aldrig køber chips.
I undersøgelsen blev deltagerne også stillet spørgsmål om bl.a. supersizing og behovet for at spise op. De svar kan du se her.
"Her ser du to poser chips. Hvilken pose ville du vælge, hvis begge fandtes i butikken?"
Svarmulighederne var: 1) 150 g med 'Ja tak, lidt mindre'-logo, 2) 175 g eksisterende pose, 3) Ikke relevant / Køber aldrig chips, 4) Ved ikke
1.015 deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i marts 2021. Data er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år.